Den første tid som forældre – del 1

Noget, der stadig fylder meget for mig, er den første tid efter Frida blev født. Særligt de første 3 måneder. Nu har jeg fortalt om min fødsel, og jeg vil gerne tage det et skridt videre.

Frida blev jo født den 5. December 2018 kl. 06.16. Det første halvandet døgn var skønt. Jeg var så træt. Jeg husker, at jeg beskrev det som at have født et tog, der efterfølgende havde kørt mig over. Men jeg kunne ikke sove, fordi jeg havde så travlt med at kigge på min fantastiske lille baby. Frida sov mest, og ellers øvede vi os i at amme og kigge på hinanden. Det var en skøn lille boble på trods af smerter og træthed.

Det andet døgn

Men noget af det lyserøde forsvandt torsdag aften. Vi havde siddet og hygget os med hinanden i hænderne og med TV’et kørende. Lige som vi lagde os for at sove, startede sirenen. Hun var utrøstelig. Vi vuggede hende, tilbød mad, ren ble og og kærlighed, men intet hjalp. Så vi ringede efter en jordemor. Hun fortalte at det er meget normalt med en skrigetur i andet levedøgn og at det nok snart var ovre. Jeg kunne ikke rigtig gå, så Lars vadede frem og tilbage på den lille stue og forsøgte at trøste, mens jeg prøvede at få en smule søvn efter flere søvnløse nætter. Kl 3 faldt hun endelig i søvn på hans bryst og der blev stille.

Vi håbede, at det var dét, som jordemoderen havde sagt. Men de næste måneder var hver aften sådan. Hun græd hver aften. Det startede senest kl 21 og sluttede tidligst kl 1 om natten. Uafbrudt skrig og skrål. Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg følte mig så uendeligt magtesløs, fordi det ikke gjorde nogen forskel, hvad jeg gjorde. Hun sov derudover sjældent mere end 30 minutter ad gangen. Da hun var 10 dage blev vi indlagt, men de mente ikke, at der var noget galt. Hun var bare en lidt for vågen og intelligent pige. Vi begyndte selv at få mistanke om, at Frida havde silent reflux, fordi så mange symptomer passede. Da hun var en måned, tog vi til kiropraktor for at se. Hun var så spændt overalt, sandsynligvis fordi hun havde ligget fast i mit bækken i flere måneder.

Fødselsdepression

Det var en rædselsfuld tid. For selvom vi nød hende om dagen, så vidste vi jo, at mareridtet ville starte igen samme aften. Jeg havde det rigtig skidt. Følelserne sad udenpå tøjet, og jeg følte mig som en rædselsfuld mor, der ikke kunne finde ud af noget. Jeg overlod meget til Lars, fordi jeg ikke mente, at jeg kunne klare at tage mig af Frida selv. Jeg var panisk, hvis han skulle ud af huset, og jeg var alene med hende. Det var virkelig også hårdt for ham. Jeg havde det lidt på fornemmelsen selv, men da jeg snakkede med lægen, konstaterede hun, at jeg havde en fødselsdepression.

Mit lille projekt

Nu er det weekend! Rettere sagt er weekenden snart slut og det er tilbage til hverdagen. Lars har mere eller mindre haft fri, så vi har hygget os alle sammen og igår var vi på shoppingtur i Herning. I dag har han arbejdet fra morgenen af, men resten af dagen skal vi vist bare ordne lidt herhjemme og hygge os sammen. Dejligt med sådan en weekend!

I mit sidste indlæg nævnte jeg noget om mit lille projekt. Jeg har en træls last. Jeg har altid pillet/bidt negle og neglebånd. Ikke bevidst, men når jeg læser eller andet, så ryger fingrene i munden. Det er både ulækkert og ser træls ud, så jeg har længe gerne villet stoppe og har egentlig prøvet flere gange som barn. Uden held tydeligvis. Men så mange års neglebidning giver altså ikke bare semi-grimme negle. De er så grimme! Nedbidte, skæve og med hævede, flossede neglebånd. Øv!

Men nu har jeg taget tyren ved hornene. Jeg har tidligere prøvet “Go’ negl” men uden held, for det skal lægges på hver gang man har vasket hænder. Selvom det har en grim smag, så vænnede jeg mig til det.

Men så tog jeg en beslutning og undersøgte markedet. Tidligere har jeg leget med Heromes negleforstærker, men det kræver altså at man ikke bider dem mere. Så jeg opdagede, at Herome også har et produkt, der hedder “Bye Biting”. Det skulle smage så grimt, at man ikke vænner sig til smagen og der skal bare lægges et tyndt lag hver morgen. Og fy for pokker, hvor det smager!

Jeg gik igang med det igår, men eftersom jeg har været beslutsom i et par dage, så har neglene allerede fået lidt længde og tykkelse. Det føles så godt!

Jeg har taget et førbillede, som godt nok er fra i dag, hvor de jo så ikke er helt så korte, som de plejer. Men de er stadig grimme. Min plan er at lave et før-og-efter indlæg, hvor man forhåbentlig kan se en væsentlig bedring efter de 14 dage, som Herome nævner.

Neglene på dag to. Der er allerede lidt længde på, og de skinner pga. “Bye Biting”.

Udover “Bye Biting” har jeg købt et produkt som skulle få neglene til at gro stærkere, når jeg er færdig med afvænningen her. Hjemme på hylden har jeg Herome egen neglelakfjerner, som er ret speciel, deres “Nourishing Nail Oil” og “Nail Hardener Extra Strong”.

Jeg håber, at jeg kan få nogle stærke og flotte negle, som jeg ikke behøver at føle mig flov over!

Rigtig god søndag!

Status

Puh, hvor tiden flyver lige nu. På min barsel er det hele tiden sådan en blanding af, at tiden forsvinder mellem mine hænder, og at dagene er så lange.

Efter jeg havde postet indlægget om dagpleje, fik vi i torsdags tilbudt en dagplejeplads til Frida. Ikke bare en hvilken som helst, men vores ønske-dagplejer! Dog kan det først blive 14 dage senere end vores behov, men det får vi til at fungere. Det må have virket at kime dem ned på kontoret! Lige meget hvad, så juhu! Jeg dansede rundt i huset, da jeg så vores tilbud!

Igår var vi så på besøg derovre, før vi accepterede. Det var lige, som jeg havde håbet. Den varmeste kvinde med dejlige omgivelser og et stort hjerte, der tydeligvis banker for børnene. Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. Selvom det stadig er lidt svært. Men alt i alt er en stor bekymring lettet fra mine skuldre. Skønt, når tingene falder på plads.

Lars har travlt lige for tiden. Han render ind og ud af huset. Mest ud synes jeg. Heldigvis har Frida nogle gode dage, hvor hun sover godt – i det mindste om dagen. I morgen skal vi til møde hos vores ejendomsmægler, for det er sådan, at vi har et hus til salg.

Nå, det var bare en lille status på det hele. Jeg har et lille projekt i tankerne, som I snart vil høre om, ligesom jeg vil fortælle lidt om vores boligsituation.

Stay tuned!

Kram fra mig

Når barnet skal passes ude

Frida blev 8 måneder i går. Det er vildt, jeg forstår ikke helt, hvor min lille lyserøde baby, der ikke kunne en dyt, er blevet af. Kuk kuk? Nej, heller ikke bag sofaen. Hun er blevet til en stor baby fuld af personlighed. Stædig som bare pokker, med en viljestyrke, der siger spar to og det kærligste, lattermilde sind. Hun møver sig frem overalt, rejser sig op af møbler, ben og vægge og siger “hej hej” og vinker, så vi er ved at smelte. Lige nu ligger hun dog som en lille baby og sover ved mit bryst. Det sker ikke så tit mere… Hun har 39,5 i feber, og vi har ikke sovet meget i nat. Så mens jeg giver lidt hud-mod-hud, kan jeg jo passende skrive om noget, der fylder så meget lige nu.

Det er en svær og lidt ambivalent tid for mig. For Frida er skrevet op til dagpleje til midt september. Der er altså kun 6 uger tilbage i vores lille boble herhjemme. Det bringer mig ofte på grådens rand, og tanken om at overlade mit dyrebareste til en anden, en så godt som fremmed, er mig meget imod.

Hjemmepasse?

Vi har snakket meget om muligheden for at jeg kunne hjemmepasse Frida, måske bare et år mere, så hun var det ældre og fik mere tid hjemme med sin mor. Jeg er overbevist om, at det klart er det bedste for børnene at være sammen med deres forældre. Der er selvfølgelig undtagelser, det er der jo altid. Idag er det mere normalt at sende sit barn i institution/dagpleje, faktisk er 95 % af danske børn tilmeldt dagtilbud. Dog ser jeg mange, der ønsker at kunne rive lidt tid ud af kalenderen og nyde tiden, mens børnene er små. Især under de vilkår, som børn og pædagoger presses af for tiden.

Men helt ærligt, jeg skal ikke være den sidste til at sige, at jeg også snart trænger til lidt tid for mig selv. Jeg har været meget lidt væk fra Frida, siden hun blev født. Det har jeg det faktisk godt med, men jeg kan også mærke, at det er ved at blive lidt for meget for mig. Jeg trænger til at lave andet end at passe, lege og nussepusse. Så jeg tror desværre ikke at hjemmepasning er løsningen for nu. I stedet sender vi hende i dagpleje, hvor hun forhåbentlig får det godt. Jeg har heldigvis mulighed for at være fleksibel og give nogle hjemmedage, så det er rigtig rart at tænke på.

Hvor skal hun så hen?

Ja, dét er skisme et godt spørgsmål! Jeg er altså lidt af en kontrolfreak, og det faktum at jeg ikke ved, hvor jeg skal sende mit barn hen om 6 uger, det er meget ubehageligt! Vi har et ønske om en bestemt dagplejemor, men måske passer det ikke helt med tiden. Men jeg har ringet til dagplejekontoret flere gange og tigget og bedt og fortalt, at vi gerne vil være fleksible med dato og indkøring, hvis vi kan få denne dagplejemor. Nu må vi se, om de vil og kan hjælpe en stakkels mor!

Men hjertet er tungt. Jeg hader det. Frida er bare en lidt særlig pige. Ja, det er alle børn jo, men hun er bare lidt reserveret. Det tager tid at komme ind på Frida. Hun er egentlig kun knyttet til sin mor og far, mormor og en af mine veninder. Derfor frygter jeg sådan, at det bliver en svær indkøring, og at hun ikke trives.

Hvis nogen har råd eller tanker de vil dele, så er I mere end velkomne til at skrive en kommentar.

Kærlighed fra mig

P. S. Hvis du vil læse om, hvordan Frida kom til verdenen, så tryk gerne nedenfor!

Min fødselsberetning

Fødselsberetninger er en af de ting, jeg altid har læst med lige dele gru og interesse. Tit med en lille tåre på kinden over miraklet, når baby lander på mor/far/hvem end der nu er der, hvis man ikke selv kan tage imod.

Min fødsel var relativt lang. Faktisk mindede den i høj grad om min mors fødsler, som jeg havde frygtet lidt. Men jeg tror et eller andet sted også, at det er hårdt at have en meget hurtig fødsel. I smertefri fødsel, som jeg læste op til fødslen, stod der noget med, at kroppen jo skal udføre den samme mængde arbejde på kort tid. Til næste gang har jeg egentlig ikke noget imod en fødsel af samme længde. Jeg håber så bare, at jeg kan sove lidt mere op til!

Optakt

Jeg havde termin søndag den 2. December 2018, og dagen kom og gik. Jeg glædede mig, var nervøs og alle de almindelige ting, men jeg havde ikke den der vanvidsfølelse, som nogle beskriver, over at gå over tid. Hun skulle nok komme. Mandag aften havde vi en kammerat på besøg, men jeg var træt, så jeg sad i sofaen selv og gik så i seng. Men meget søvn fik jeg ikke, for jeg havde en menstruationslignende snurren i lænden hele natten. Tirsdag morgen stod jeg op og gik i bad. Da jeg slukkede for vandet, hørte jeg et smæld indvendigt. Jeg blev bange, det lød som om, at baby knækkede et ben indvendigt.

Den indledende fase

Mit ben blev varmt og vandet strømmede ud af mig. Vandet var gået! Klokken var 7. 45. I stedet for at tænke over, hvad det betød, begyndte jeg at undre mig over, hvordan dælen jeg skulle tørre mig, når alt blev vådt. Jeg dækkede mig selv ind med bind og stofbleer og så gik jeg ud og tog morgenmad. Jeg skrev til Lars, som var på arbejde og ringede til jordemoderen, som jeg skulle have været til tjek hos samme morgen. En time senere kom de første veer, og det gik op for mig at jeg skulle ringe til fødegangen. De bad os komme ind kl 12. Jeg lagde mig på sofaen med et tæppe og Lars kom hjem, gik med hundene og vi fik pakket de sidste ting.

Fødegangen

På Fødegangen blev jeg tjekket. De konstaterede, at jeg var 2 cm åben, og det var rigtig fint, alt skred frem som det skulle. Vi tog hjem igen og ventede. Veerne blev værre og det var en lang eftermiddag og aften. Jeg kunne ikke rigtig spise noget og lå mest på sofaen og prøvede at sove mellem veerne. Vi tog tid, da de blev slemme, men intet var regelmæssigt. Så kl 19 ringede vi til fødegangen igen. De sagde at vi kunne komme ind kl 21, hvis vi ville. Det ville vi gerne. Min mor kørte fra Randers, hun skulle passe hundene.

Vi kom til fødegangen, og jeg synes virkelig, at det var hårdt nu. For søren, hvor gjorde det ondt! Kl 21.30 var jeg kun 3-4 cm åben. Det slog mig helt ud. På 9 timer havde jeg max åbnet mig 2 cm. Jeg ville hjem og begyndte at græde. Men Lars og jordemoderen var over mig med de samme med trøstende og opmuntrende ord.

Jeg havde et højt ønske om, at komme i badekar, ikke føde i rygleje og undgå medicinsk smertestillende, da jeg er total kontrolfreak. Men af en eller anden grund, ignorerede jordemoderen det, hver gang Lars bragte det på bane. Karret stod ellers fint og klart på stuen, og vi havde jo tilsyneladende tid nok… Jeg blev placeret under bruseren på en yogabold, og det hjalp lidt på smerten. Vi sad derude i 4 timer og Lars sad troligt på en skammel og var ved at falde i søvn. Jeg gav ham lov til at sove, selvom han ikke var meget for det.

Da klokken blev 2, var jeg helt færdig. Jeg havde ikke kunnet spise meget, og kunne da slet ikke nu. Det gjorde så ondt, og jeg kunne ikke finde ro. Der var ca 3 minutter mellem veerne, men jeg kunne næsten ikke være i min krop. Så jeg faldt utroligt nok i søvn på briksen og min krop satte farten lidt ned, så jeg fik 20 minutter uden veer. Seje krop!

Pres!

Da klokken nærmede sig 4, begyndte jeg at få pressetrang. Det var så svært at stå imod, og jeg kom til at presse nogle gange. Det er den vildeste naturkraft, der tager over. Det er utroligt at opleve, hvordan kroppen selv ved, hvad den skal. Lidt senere fik jeg lov at presse kontrolleret og jeg endte på briksen, og kunne ikke flytte mig. Jeg var ved at gå i panik. Det måtte blive her.

Pressefasen trak ud. Efter en times møvlen rundt, afmagt og hidsige pres, tilkaldte jordemoderen hjælp. Afdelingsjordemoderen kom ind og skulle hjælpe med at vurdere, hvad der skulle ske. De var ikke begejstrede for, at der var gået en time uden fremskridt. Hver gang jeg fik presset Frida lidt frem, gled hun tilbage igen. Jeg kunne ikke få hendes hoved ud. Jeg var så udmattet og græd, jeg kunne bare ikke mere. Det havde været igang i over 20 timer, og jeg havde ikke sovet meget op til. De vendte mig rundt, Lars holdt i hånd og kølede mig med klude. Til sidst dykkede Fridas hjertelyd og de tog en rask beslutning.

Velkommen til verden!

“Anne, næste gang du får en ve, så presser du alt, hvad du kan. Så klipper jeg, du kan ikke mærke noget. Vi bliver nødt til at få hende ud nu, der er ikke plads til, at hun kan komme ud.”. Ordene ramte mig hårdt, og jeg græd. Ikke saksen. Det var mit værste mareridt. Men jeg gjorde det. Frida kunne dog ikke komme så langt ud, at jeg ikke kunne mærke klippet, men oveni alt det andet var det ubetydeligt.

En presseve mere. Hendes hoved kom ud og jeg skreg og skreg. Mine øjne føles som om de var ved at poppe ud. The ring of fire. Det var det værste af det hele, og jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det. Næste presseve og hun var ude. Hun var ude! Klokken var 6.16 og det var over 22 timer siden, at det gik igang. Hun kom op på min mave med det samme, blev tørret lidt af og fik hue på. Hun var så fin og lyserød, det smukkeste syn. Det er en total kliché, men i det øjeblik var alt lige meget. Jeg var ligeglad med alt det, de lavede nede i fodenden. Lars har siden fortalt, at de syede mig i over en time, men jeg husker det næsten ikke på trods af, at bedøvelsen ikke dækkede, de mest følsomme steder.

Frida, tre timer gammel.

Frida vejede 3740g. Og var 53 cm. Fin og velskabt, større end de havde skønnet hende til. Hun fik 3×10 i apgar, og jeg var så lykkelig over, at hun ikke var mærket af fødslen. Lars græd også lykkens tårer. Det var et fantastisk øjeblik.

Vi skulle blive der et par dage pga. Infektionsfare, og det var min lille lykkelige boble.

Fødsler er så forskellige og jeg hørte under graviditeten, at det ikke var nogen god eller dårlig fødsel. Det hele afhænger af ens egen opfattelse af forløbet. Jeg synes, at jeg alt i alt havde en rigtig god fødsel trods komplikationer, og at jeg ikke kom i vand. Resultatet af det, vores lille datter, var det hele værd.

En hedebølge og en sorg

Pyh, hvor er det godt nok blevet sommer! 33 grader nåede vi op på igår. Det er godt nok ikke nemt at være til i sådan et vejr. Jeg er i hvert fald ikke god til den slags varme. Om et par år er det nok sjovere, når man har et barn, der kan svømme rundt i badebassinet og forhåbentligt ikke bliver så påvirket af varmen. Frida er i hvert fald ikke helt sig selv i disse dage. Hun sover så dårligt og vågner hver halve time om natten. Jeg er godt nok træt og glæder mig til, at det igen bliver køligere. Hurra for efterår og vinterhygge!

Et farvel til Esther

Det er ikke kun Frida, der er ved siden af sig selv, men også Lars og jeg. I går var nemlig en sorgens dag, og i dag er vi også meget kede af det. Vi sagde farvel til vores ene hund, Esther. Hun har gennem længere tid bøvlet mere og mere med sine hofter og er blevet mere utryg og usikker. Det har resulteret i stigende aggression, særligt overfor børn. Derfor var vi nødt til at tage en beslutning. Det er meget hårdt at sige farvel til sin bedste ven, for hvordan kan man dømme sin ven til døden? Men som min mor sagde: “Kan du lade din bedste ven lide?”

Og nej, det kan jeg ikke. Men det er absolut ikke nemt, selvom man ved, at det er den rette beslutning. Vi har jo stadig Nora, men det er bare ikke det samme. Esther og jeg har tilbragt så mange timer sammen de sidste 3,5 år og var virkelig tæt knyttet. Hun var, hvor vi var. Nora tosser rundt udenfor hele dagen, så nu er der bare så tomt herhjemme. Jeg går og småtuder hele tiden, fordi det er så underligt. Jeg forventer hele tiden at høre hendes poters klikken på gulvet og hendes “hrmpf!”, når hun lægger sig ved min side. Men det kommer hun aldrig mere til.

Esther var helt sin egen. Stædig som bare pokker, med ballade i øjnene og altid en loyal ven ved vores side. Jeg savner hende så meget allerede. Det føles som en god gedigen hjemve.

En dejlig Esther sidste efterår.

Men jeg synes det blev en smuk afsked. Dyrlægen kom herhjem og aflivede hende. Inden havde vi gået en dejlig tur med masser af godbidder og nus. Vi sad på hver sin side af hende, da det skete og nussede hende, mens vi fortalte hende, hvilken fantastisk pige hun var. Jeg tror, det var, som hun ville have ønsket. Vi begravede hende i en fredelig lysning i haven. Med sig fik hun min t-shirt, et tyggeben og så Lars’ gamle sko, som hun altid har sovet med hovedet i. Jeg havde lavet en gravsten, og så vil vi plante et smukt kirsebærtræ ved hendes grav.

Det er måske ikke det mest spændende indlæg, men jeg har rigtig meget brug for at få sat ord på det hele. For nogen er det bare en hund. Men herhjemme er det ikke sådan. Hundene er familie, de er venner og skal behandles sådan. De skal have en værdig og smuk afsked, så god som vi kan gøre den.

Hvil i fred, min elskede Estherpige. Du vil aldrig blive glemt ❤️

Tanker om barsel

Den lille lyserøde boble man drømmer om – barslen. Hygge, caféture og dikkedikke i lange baner. Eller hvad?

Hvis du har været på barsel, kender du sikkert til nogle af de ting, jeg nævner her i indlægget. Hvis ikke, så får du en forsmag på, hvordan det måske bliver for dig, hvis det bliver din tur. At være på barsel er i hvert fald en helt særlig oplevelse med så mange følelser involveret.

  • Jeg oplever, at der er vidt forskellige oplevelser af det at være på barsel. Rigtig mange kvinder glæder sig til det er slut, og de skal tilbage til at “være sig selv igen” . Personligt nyder jeg denne særlige tid med mit yndlingsmenneske rigtig meget. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også har dage, hvor jeg savner mig-tid, frihed og at lave andet end at dikke-dikke og gøre mad klar.
  • Hold nu op, hvor bruger man bare meget tid på at lave mad og derefter rydde det op igen. Og så skal bebs, siddeplads, stol, bord og gulv tilmed også gøres rent bagefter. Sådan mellem 1 og 7 gange om dagen! Dette gælder selvfølgelig ikke i den første tid, hvor baby kun får mælk. Det var meget nemmere!
  • Man glæder sig så meget til det næste skridt! Uanset hvad det så er. Skal baby til at starte på grød og mos? Spændende! Skal I for første gang til at på rigtig tur ud af huset? Mega spændende! Er baby begyndt at vugge på knæene? Crazy! Der sker så mange nye ting hele tiden og det er bare så spændende og dejligt – og nogle gange rigtig svært at følge med i.
  • Lidt i tråd med det forestående punkt. Hvor bliver tiden af?! For 5 minutter siden kørte du skrækslagen baby hjem fra hospitalet gennem den farlige trafik. Nu sidder du med en baby, der kan alt muligt selv og halvdelen af barslen er måske gået. Selvom dagene kan føles uendeligt lange, når det er småt på søvn og overskud, så kan man virkelig undre sig over, hvor ens lille baby blev af.
  • Tiden til en selv er blevet så knap. Jeg når ikke længere mit daglige bad. Der går ofte et par dage i mellem, hvis jeg ikke skal noget vildt. De bade, hvor jeg har prioriteret balsam siden fødslen for 7,5 måned siden, kan tælles på en hånd. Det er kold og hurtig afvaskning. Makeup bliver altså heller ikke prioriteret synderligt højt, når man bare skal være hjemme eller ses med veninder eller familie. De burde da kunne forstå det, ikke? Man føler sig også hurtigt uattraktiv med amme-bh, gylp, mælk og sved og uglet hård med banan i. Men pyt. Den tid skal nok komme igen, hvor man gør noget ud ad sig selv hver dag.
  • Parforholdet bliver for mange markant ændret. Far fortsætter typisk sin normale hverdag med job og diverse, mens mor er fuldtidsbeskæftiget med bebs og hus. Jeg kender en del, som hurtigt kører død i det, fordi man ikke har så meget nyt at fortælle udover hvad baby har lavet i dag. Det har vi heldigvis været ret gode til herhjemme. Selvfølgelig er alt ikke lutter lagkage, men Lars er oprigtigt interesseret i at høre om vores dag, når han kommer hjem.
  • Frygten! Den iskolde frygt, der ofte sniger sig ind i mig og gør mig så ked af det ved tanken om, at der kun er to måneder tilbage af den her lille kærlighedsboble. Jeg er så nervøs for, hvordan Frida tager det at skulle være væk fra mig og hjemmets trygge rammer flere dage om ugen. Det skriver jeg nok et indlæg mere om, for det fylder rigtig meget i mit hoved lige pt.
  • For mange gælder det nok, at barslen ikke er helt, som man ventede. Den der lyserøde boble, som man drømte om. Nogle dage er selvfølgelig i den kategori, men der er altså også mange dage, hvor man føler, at man ikke har slappet af i et øjeblik, når man først lægger sig i seng om aftenen. Det er hårdt arbejde. Men et arbejde, der giver igen i tusindfold. Jeg vil nyde de sidste måneder med min lille pige inden hverdagen kalder igen. For den her tid får man aldrig igen.

Den jeg er

Jeg tænker, at det er tid til lidt mere information om mig, for hvem er hende der Temor?

Som I nok har set, hedder jeg Anne og er 21 år gammel. Jeg bor i Midtjylland, tæt ved Ikast, på en gård, men kommer oprindeligt fra Randers. Jeg flyttede herned, da jeg var sølle 15 år gammel. Jeg har dannet par med min lækre landmand Lars siden slut 2013. Første gang vi udvidede familien var i 2015, hvor vi hentede vores hund, Esther. I 2017 kom vores anden hund, Nora til. Sidst, men ikke mindst, fødte jeg vores skønne datter, Frida, den 5. december 2018. Lars er altså godt omringet af fire piger herhjemme, der alle til tider kan være en smule hysteriske på hver sin måde. Den mand burde have en medalje!

Hverdag

Lige for tiden er jeg på barsel, hvor jeg for det meste nyder at bruge hver dag med min lille pige. At være sammen med en landmand betyder ofte, at man står meget alene med tingene. De har utrolig mange timer på arbejdet og der sker ofte uforudsete ting. Så i flere perioder på året, kan jeg vel næsten kaldes græsenke bortset fra, at han selvfølgelig kommer hjem og tager et par timer på øjet.

Før jeg gik på barsel, var jeg pædagogstuderende. I løbet af min barsel er jeg dog blevet meget i tvivl om, hvorvidt det er den rette vej at gå for mig. Så om der er et skift på vej, må tiden vise.

Det var vist det, jeg lige havde på hjerte. Senere vil der komme et indlæg om, hvordan jeg endte her, hvor jeg er nu. Jeg håber ikke, at min selvbiografi har kedet jer for meget. Hvis du har læst med hertil, burde du måske også få en medalje. I hvert fald skal du have tak!

Kram herfra

En weekend i babyens tegn

Det første rigtige indlæg. Hvad gør man med det? Jeg har spekuleret på det, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så bliver det bare hurtigt sådan et akavet indlæg. Så derfor har jeg valgt at springe det over, starte lige på og hårdt med et helt normalt indlæg. Nå ja, der er vel ikke noget normalt på min blog, siden det er første indlæg. Tihi.

Jeg er helt død i dag. Det må være kulminationen på lang tids planlægning af min venindes babyshower, der igår fandt sted. Hun har termin om et par måneder, og i oktober planlagde hun den mest fantastiske dage for mig. Så jeg ville gerne give hende en lige så god dag.

Babyshower

Alt i alt blev det en rigtig god dag, og det synes hun heldigvis også. Det var jo det allervigtigste og formålet med dagen. Men jeg må godt nok sige, at det trak tænder ud igår, da Frida stod op kl 6 og nægtede at sove i løbet af dagen. Vores ene hund, Nora, kom ind lige før vi skulle køre afsted fra morgenen og var fyldt med blod ved snuden og i munden. Jeg havde noget ondt i maven over at måtte køre, men Lars var heldigvis hjemme og kunne tage sig af hende.

Jeg havde inviteret en masse dejlige damer, købt en masse pynt, lys og gaver, og så var damerne så søde at tage mange af de andre opgaver på sig. En anden veninde fik en rigtig sød idé, som jeg gerne vil give videre. Som et supplement til gaven, købte hun en lille æske og nogle små kort, der passede til. Så skrev vi alle nogle gavekort til den vordende mor og lagde i. Jeg gav for eksempel en støvsugning, gåtur med hundene og aftensmad. Andre gav en sommerhustur, pasning af hunde og gode råd. Jeg synes, at det er en god og betænksom idé, som kunne glæde i mange situationer, ikke kun ved en graviditet, men måske også et bryllup, fødselsdag eller lignende.

Her er den fine æske med gavekort.

Pynt er primært købt i Søstrene Grene, som jeg generelt er stor fan af. Derudover var der af aktiviteter et skema, som vi hver især skulle udfylde med gæt på detaljer om den lille, samt cupcakepyntning, som også var rigtig sjovt og hyggeligt!

I dag er vi lidt flade, Lars har arbejdet meget i denne uge, og jeg er bare træt af at blive vækket hver nat. Så vi hygger hjemme, tager på en dejlig fælles tur i Rema. Jeg glæder mig til en (forhåbentlig) lækker tærte i aften med laks og spinat, mhm.

Jeg håber, at I nyder jeres weekend. Hvis I har nogle sjove eller gode idéer til babyshower, så skriv endelig en kommentar!

Kram herfra

Velkommen til Temor

Velkommen til!

Navnet Temor kommer af min store forkærlighed for te. Jeg mener nemlig, i bedste britiske stil, at meget få problemer ikke kan løses med en kop te. Hvis ikke, så har en kop eller fem nu heller aldrig gjort nogen fortræd. Derudover betyder order temor på spansk ‘bekymring’, og det afspejler også meget godt et af mine skønne karaktertræk. Blink-blink. Jeg er nemlig en mester i at bekymre mig, ofte unødigt. Privat er jeg 21 år gammel, mor til Frida Olivia fra december ’18 og bosat i Midtjylland med min landmand og vores to dejlige hunde. Jeg ønsker at dele mine tanker omkring moderskab, fødselsdepression, livet med en landmand, og hvad der ellers ligger mig på sinde. Tak, hvis du læste med så langt!