Velkommen til Temor

Velkommen til!

Navnet Temor kommer af min store forkærlighed for te. Jeg mener nemlig, i bedste britiske stil, at meget få problemer ikke kan løses med en kop te. Hvis ikke, så har en kop eller fem nu heller aldrig gjort nogen fortræd. Derudover betyder order temor på spansk ‘bekymring’, og det afspejler også meget godt et af mine skønne karaktertræk. Blink-blink. Jeg er nemlig en mester i at bekymre mig, ofte unødigt. Privat er jeg 21 år gammel, mor til Frida Olivia fra december ’18 og bosat i Midtjylland med min landmand og vores to dejlige hunde. Jeg ønsker at dele mine tanker omkring moderskab, fødselsdepression, livet med en landmand, og hvad der ellers ligger mig på sinde. Tak, hvis du læste med så langt!

Vores komplicerede boligsituation

Jeg har før nævnt noget om vores boligsituation, som er lidt kompliceret.

Lillejuleaftens dag 2016 skrev vi under på en købsaftale til vores nye hjem. Her flyttede vi ind i marts 2017. Jeg er vild med det hus. Det er en landejendom med fred og ro, langt fra vejen og med marker og bække til alle sider. Et 40 meter langt etplans-hus, der tidligere var delvist stald, som var renoveret med flere af de gamle elementer bevaret. Det er ikke et perfekt hus, men det er så charmerende, og vi var vilde med det.

Lars’ forældre har de sidste mange år boet på hovedgården, et par kilometer fra vores hus. Det er derfra landbruget drives. Men sidste forår blev en ejendom sat til salg, som de af flere grund måtte og gerne ville købe. Her ville de gerne bo og spurgte os, om vi ville flytte op på hovedgården. Jeg var lidt skeptisk, for vi var jo glade for vores eget hus, som vi havde købt kun 1,5 år tidligere. Planen havde hele tiden været, at vi skulle overtage gården, men det lå noget længere ude i fremtiden. Det var derfor vi valgte at købe et hus selv, så vi kunne flytte ud af vores lejlighed.

Jeg var jo gravid og syntes, at vi blev tilbudt et dejligt hus, men udsigten til at skulle flytte med et spædbarn, fristede mig overhovedet ikke. Jeg nævnte mange gange, at vi jo ikke vidste, hvilket barn vi ville få. Og med den betingelse, at vi først ville flytte, når vi var klar, sagde vi ja.

Jeg fik ret i, at det kunne blive uoverskueligt med en baby. Det var det. Men huset blev sat til salg, og med hjælp fra gode venner og familie fik vi malet og flyttet op i det nye hus. Her bor vi så nu. Og selvom jeg savner vores gamle hus, så er her også dejligt. Lars kan nemmere kigge ind i løbet af dagen og sige hej, og vi snakker med farfar næsten dagligt. Så det er rigtig rart og jeg tænker, at det er en fordel, når man har en far, der arbejder rigtig meget.

Kram herfra

Status på indkøring

Min barsel er slut. Jeg er gået igang med mit nye studie herhjemme, og Frida er startet i dagpleje i tirsdags.
I vores kommune har vi et tilbud, der hedder “tidlig tilknytning”. Det går ud på, at mor (eller far) og barn kan komme på besøg i dagplejen 1-2 gange i ugen, fra pladsen tildeles, til barnet skal starte op. Det tilbud valgte vi straks at benytte os af, fordi jeg synes, at det er en rigtig god mulighed for at gøre barnet trygt ved stedet, dagplejeren og de andre børn. De har rigtig god erfaring med det, det letter tilsyneladende indkøringen for de fleste. Det er rigtig rart for alle parter, fordi man får en fornemmelse af hinanden og hverdagen hos dagplejeren. Med et lidt reserveret barn som Frida, var vi slet ikke i tvivl!

Dag 1

Vi har været på besøg 8 gange, og i tirsdags startede hun så op med at være der en time selv. Det gik smaddergodt. Helt uden gråd var det ikke, men det var altså mig og ikke Frida, der måtte tørre øjne, da jeg kom hjem uden hende. Så hentede jeg hende igen, efter de havde fået formiddagsmad, og hun blev puttet til lur herhjemme.

Dag 2

Jeg afleverede igen et glad barn kl 8. Det var ikke helt så slemt for mig, fordi det var gået så godt dagen før. Men jeg var meget spændt, da hun skulle prøve at sove derovre. Som I måske har fået indtryk af, har vi bøvlet rigtig meget med søvnen herhjemme. Det kræver stadig ret ofte en gåtur med barnevognen i haven, før hun overgiver sig, selvom vi har øvet på at gøre det uden at gå med hende. Men det gik at putte hende. Ikke helt uden gråd, men hun kunne trøste Frida igen, og det blev en god lur. Så jeg hentede hende igen lidt over 12, hvor hun glad og tilpas legede med dagplejeren.

Dag 3

I dag har jeg afleveret hende kl 8 igen, og planen er den samme som igår. De skulle fejre fødselsdag for en stor pige, så de var ved at bage boller, da vi kom. Der er bare sådan en god, hjemlig stemning derovre. Det gør mig mere tryg.
Jeg græd lidt igen, da jeg kørte hjem. Hun sov 3 timer og var så sej til at falde i søvn derhenne. Jeg hentede hende bagefter.

Alt i alt er jeg så positivt overrasket over, hvor godt hun har taget det! Hun har været lidt ekstra tryghedssøgende om aftenen, men det er okay. Jeg vil jo også gerne nusse lidt ekstra, når jeg ser hende lidt mindre. Det hele kan selvfølgelig nå at ændre sig, så hun bliver ked af det senere, men jeg er bare så glad og lettet over, at de første tre dage er gået så godt. I morgen holder dagplejeren fri, så vi holder forlænget weekend sammen.

Så jeg er lettet og glad, men har også lidt blandede følelser omkring det hele. Det er underligt, at hun ikke bare skal være sammen med mig hele tiden… Jeg trænger nu også til at lave lidt andet end at være nogens mor hele tiden, så jeg håber, at det fortsætter sådan her!

Kram herfra

Fødselsdag

For næsten 6 år siden mødte jeg en fyr med seler, hat og et skævt smil. Vi fik en god snak, inden vi gik hver til sit samme aften. Tiden er gået stærkt, og i dag fylder han 27 år.

Tillykke med fødselsdagen, min skat. Tak for dig og alt, hvad du giver ❤️

Den sidste barsel

Om præcis en uge har Frida første dag i dagplejen, og jeg skal starte studie. Det er sådan en mærkelig følelse, at min barsel næsten er slut. Så mærkeligt, at Frida snart skal tilbringe tid hver dag uden mig. Siden hun blev født har vi næsten ikke været fra hinanden. Hun er aldrig blevet passet mere end et par timer og det meget få gange. Så det bliver hårdt for mig, men jeg håber, at det går godt. Jeg glæder mig også lidt til at få mere tid til mig selv og ikke skulle være “mor-på” døgnet rundt.

Så alt det her betyder, at vi nyder vores sidste frie uge i fulde drag. Vi hygger med veninder, besøger dagplejen og leger. Griber de små ting, der fanger Fridas opmærksom. Jeg prøver at følge hendes naturlige nysgerrighed. Fredag skal vi til vejfest, jeg har ikke været med før, så det er jeg lidt spændt på. Desuden bliver det spændende, hvordan det bliver med putning osv. Lørdag skal Lars til drengehygge med sine HHX-venner. Mandag, vores sidste barselsdag, er Lars’ 27 års fødselsdag, så der skal vi bare hygge hjemme og fejre ham, når han får fri fra job.

Jeg synes, det er SÅ hyggeligt med det her vejr! Det blæser, regner og er mørkt, når vi står op. Efterår er min yndlingsårstid, så jeg klapper i mine små hænder!

En lille status her fra. Jeg håber, I nyder ugen lige så meget som vi gør.

Sentimental

Atter en dag er gået. Vi har leget, sunget, gynget, været ude i byen, sovet middagslur, spist, ordnet vasketøj og pudset vinduer. Sikkert også mere til. Frida er ved at blive puttet, hun har sovet så lange lure i dag og igår, så hele rytmen er rykket.

Lars har arbejdet længe de sidste par dage og er først hjemme ved 20-21 tiden. Det er ikke sent i forhold til før vi fik Frida. Men det er sent nu. Vi har haft nogle rigtig dejlige dage, jeg har haft en del overskud, og det samme har Frida. Så jeg klager ikke. Men her til aften, da vi sad og spiste, Frida og jeg, så blev jeg så sentimental. I forvejen prøver jeg rigtig at nyde den sidste tid her på barsel, hvor vi har al tid i verden sammen. I hvert fald små to uger.

De der tårer

Men så sad jeg dér med min lille pige, som var smurt ind i tomatsovs. Min lille pige, som selv sad og spiste af sin skål, som indeholdt akkurat det samme, som lå på min tallerken. Min lille pige, som bød mig af sin egen mad og kluklo, da jeg lod som om jeg spiste. Der fik jeg tårer i øjnene og en klump i halsen. For hvor er tiden dog blevet af? Hvor er min lille baby henne, som sov på mit bryst, som jeg ammede dagen lang og som drev mig til vanvid, når hun skreg så meget? Alle vores mange skønne dage samme. Også de hårde af slagsen. Dem, som hang mig langt ud af halsen. Hvor jeg gik i timevis med barnevognen i frostgrader og hørte lydbog, så hun kunne sove bare lidt. Det var så hård en tid, men alligevel fik synet af hende, dér på hendes Tripp Trapp-stol, mig til at savne den tid. Tiden nu er bedre. Vi har det alle bedre. Langt flere grin, mere overskud og mere lys.

Mere tid, tak

Tiden går bare så hurtigt. Det er en total kliché, men det er sandt. Min far har altid sagt, at man ikke opdager, hvor hurtigt tiden flyver, før man får børn. Jeg kan give ham ret nu. For lige dér savnede jeg min lille baby med den skønne duft, de små mørke lokker og søde lyde. Lige om lidt er det hverdag, både Frida og jeg skal igang med noget helt nyt. Det bliver godt, det er jeg sikker på. Men puh, det gør også ondt i min mave. Lidt i mit hjerte også, for den her tid sammen får vi aldrig igen. Jeg elsker hende så højt. Så nu vil jeg prøve at nyde det lidt, når hun kommer ind i nat og skal ammes. For den tid lakker også mod ende ❤️

9 måneder inde – del 2

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i sidste del af serien. Hvor Lars og jeg krammede og var glade, da han fik sin lille gave, som annoncerede, at han skulle være far. Han troede ikke på det til at starte med. Han syntes, at det var for hurtigt til at kunne være sandt, og var stregen ikke lige utydelig nok? Han var glad, men troede ikke helt på det. Det hjalp dog, da jeg et par dage senere kunne fremvise en test med to tydelige streger.

Fysisk set var min graviditet ret nem. Jeg startede i praktik i en børnehave tre dage efter, at jeg testede positivt. Det var få gange, at jeg var nødt til at skynde mig på toilet på grund af kvalme. Jeg kastede også kun op meget få gange. Men jeg var de første måneder plaget af madlede og skulle tvinge mig selv til at spise. Appetitten var væk, og jeg kunne næsten ikke holde ud at lave mad. Derudover var jeg meget træt. Men jeg klagede ikke, for det var jo billigt sluppet.

Alt det andet

Under graviditeten løb en masse ting til, som jeg ikke kunne have set komme. Tre familiemedlemmer fik konstateret kræft, mens jeg var gravid. Det var hårdt og uventet. Jeg var følsom og ked af det. To af dem er heldigvis erklærede kræftfri, mens den tredje gik bort, da Frida var spæd. Ingen af dem er mennesker, jeg ser så tit, men derfor var det stadig noget af et chok og også en sorg.

Det værste var og er næsten, at en af mine allernærmeste begyndte en udredning på sygehuset. Det er endt ud i en diagnose med en alvorlig sygdom, som desværre er kronisk. Bekymringerne tærer på én, og jeg synes, at det gjorde tiden lidt vanskelig på trods af, at selve graviditeten heldigvis var let at komme igennem. Heldigvis er jeg ret stærk psykisk, men det er meget modgang og dårlige nyheder i en kort periode og så oveni en graviditet. Et familiemedlem gik også ned med stress, hvor jeg forsøgte at hjælpe, hvor jeg kunne. Det lyder jo som den rene jammer, når jeg læser, hvad jeg har skrevet! Men sådan var det altså.

Det var et chok for mig med alt det sygdom, for der har egentlig ikke været så meget af det i mit liv. Min familie har altid været mere eller mindre sunde og raske. Men man klarer den jo alligevel, for jeg havde jo et lille liv indeni mig, som jeg glædede mig til at møde og som skulle have det godt. Om det så var den modgang der gjorde, at Frida havde det skidt, da hun blev født, det er ikke nemt at vide. Men jeg tror helt klart også, at alt det her var medvirkende til, at jeg gik ned med flaget, da Frida blev født.

Tak, fordi du læste med.

En radikal ændring

Oprindeligt skulle jeg jo starte op igen på pædagoguddannelsen her den 30. September. Men sådan bliver det ikke, for igår afleverede jeg min ophørsblanket til studieadminstrationen.

Længe undervejs

Den dag jeg havde termin, skulle mit hold starte i praktik. Jeg var bare så lettet over, at jeg skulle være på barsel i stedet. Jeg har været rigtig glad for studiet, men ikke praktikdelen af uddannelsen. Det kan vel ikke være den rigtige vej at gå, når man har ondt i maven ved tanken om at skulle ud og arbejde i institutionerne? Nej, tænker jeg helt klart. Så igennem min barsel har jeg tænkt rigtig meget og været i det her store dilemma. For hvis jeg ikke skal være pædagog, hvad skal jeg så?

Jeg er nu helt sikker på, at det ikke er noget for mig. Jeg brænder simpelthen ikke nok for det til at kunne klare at arbejde under de vilkår, der desværre er i institutionerne i dagens Danmark. Desuden er jeg typen, der ikke kan slippe de hårde skæbner, som man ikke kan undgå at møde, når man arbejder med mennesker. Det er jeg simpelthen for følsom til.

Men hvad så?

Den 1. Oktober starter jeg med at læse virksomhedsøkonomi op. Det tager to måneder og så starter jeg på uddannelsen til finansøkonom til februar! Det bliver en helt ny start og en helt anden verden, men jeg glæder mig og føler mig mere tilpas ved dette valg. Det er desuden en uddannelse som giver mange muligheder, så det bliver spændende, hvilken hylde jeg skal på.

Så nu er jeg altså ikke længere pædagogstuderende. Det er vildt mærkeligt. Hvad er jeg så? Mellem uddannelser? Tja. Jeg håber i hvert fald, at det bliver rigtig godt!

Kram og god dag herfra

9 måneder inde – del 1

Frida er syg, og jeg er ved at komme ovenpå efter den samme forkølelse. Det er så synd for hende, hun hoster som en gammel ryger, og øjnene er fulde af snot. Jeg håber snart, at vi når på den anden side!

Den 5. september blev vores lille pige 9 måneder. Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af. På den ene side har der været så mange laaange dage og nætter. På den anden side så synes jeg, at det var igår, hun blev lagt op på mit bryst. Det her bliver første indlæg i en serie om min graviditet. For modsat fødslen så føles det som hundrede år siden, jeg stod med en positiv test i hånden. Et helt andet liv.

Min graviditet

Jeg husker tydeligt den morgen, hvor jeg så to streger på den lille test. Eller rettere spekulerede på OM der rent faktisk var to streger. Det var fredag den 23. marts 2018. Min menstruation var forsinket, og jeg havde haft en mærkelig smerte i lænden, men der kom ingen blødning. Vi havde besluttet os for at tage det stille og roligt, jeg smed p-pillerne, så måtte vi se. Hvis jeg blev gravid i første forsøg, ville termin blive på det mest perfekte tidspunkt, men vi vidste godt, at det ikke var så sandsynligt. For i gennemsnit tager det jo ca 6 måneder, før der er bid. Men der stod jeg med en test med måske (?) to streger i første forsøg!

En hemmelighed

Jeg var helt i chok. Glæde og frygt i en god blanding, var det nu også rigtigt? Jeg tog et billede af testen og googlede. Åbenbart er to streger altså to streger uanset hvor tydelige de er. Så tog jeg ind på seminariet og gik rundt med min lille hemmelighed, som en varm boble inde i mig, mens jeg forsøgte at fokusere på forelæsningen uden held.

Jeg tog ud til min tætte veninde efter skole, og jeg var nødt til at vise hende billedet af testen. Jeg burde nok fortælle det til Lars først, men jeg kunne simpelthen ikke vente helt til han kom hjem sen aften. Jeg måtte fortælle det til nogen! Min veninde blev så glad på mine vegne. Om aftenen gav jeg Lars en gave. Deri var et par baby strømper, hvor der stod “I love dad”. Han blev så glad, og vi hoppede op og ned.

Skønne dage

Vi har haft en skøn uge. Frida er blevet 9 måneder (!), det er bare helt vildt. Jeg har planer om et lille “9 måneder inde, 9 måneder ude” indlæg, der omhandler min graviditet.

Ugen har stået på besøg i dagplejen, hvor Frida blev møflet lidt af en større pige. Det er virkelig noget, der er svært for mig, men det sker jo mellem børn. Heldigvis er dagplejemor også meget opmærksom på det, så det trøster mit moderhjerte lidt. Det er vildt med den der moderfølelse, hvor ingen skal sige eller gøre noget ondt ved min lille pige. Jeg er nok lidt en løvemor, men jeg prøver at holde lidt tilbage med det! Vi har været på besøg ved to af mine veninder, som er på barsel og bare hygget. Det kommer jeg altså til at savne, det med bare at kunne bruge en hel dag med ens fellow-barslende venner og vores børn i hverdagene!

Torsdag kom min mor på besøg. Hun passede Frida et par timer om aftenen, så Lars og jeg tog ud og spiste. Jeg har længe gerne ville prøve D’s Pitabar, så jeg fik lokket Lars med, og det var et hit. Helt lowkey, lækkert og god til et hurtigt måltid. Min mor blev her det meste af dagen igår, og vi har rigtig hygget. Det er skønt at have muligheden for det.

I dag har jeg været lidt slatten, så Lars har taget Frida med ind til nogle venner, så jeg fik et par timers pause. Det var virkelig skønt. Nu skal vi have noget at spise, og når Frida er puttet, glæder jeg mig til at hygge med varm kakao og boller med min landmand.

Jeg håber, at resten af weekenden bliver skøn for jer alle. Knus herfra

Mit lille projekt – efter 14 dage

Puh, jeg er træt efter en vellykket weekend! Utroligt nok har Lars holdt fri hele weekenden, det er en sjælden fornøjelse på denne årstid, så vi har nydt det! Igår var vi på et lokalt marked for børn, hvor vi gjorde gode kup. I dag har vi været til min nevøs 3-års fødselsdag og senere haft gæster. Frida har ikke sovet så meget, så vi er alle lidt flade. Jeg glæder mig til endelig at smække benene op lige om lidt!

Nu til neglene!

Som jeg skrev i forrige indlæg, har jeg gang i et lille projekt. Projekt “stop med at bide og pille negle”. Det er ikke nemt at ændre så indgroet en vane, men jeg synes det er gået bedre end forventet. Desværre er mine negle svage og knækker let, så det er ikke alle, der er lige pæne. Men generelt er der sket en kæmpe ændring med både neglebånd og negle! Jeg har aldrig haft så lange negle før, og jeg er så glad og lidt stolt!

Før-billede fra 14 dage siden, hvor de allerede var vokset en lille bitte smule.
Efter-billede fra i aften.
Her et af den anden hånd fra i aften.

Jeg er simpelthen så overrasket over, hvor stor en ændring, der er sket. Der er lang vej endnu til smukke og stærke negle, men det her er et stort skridt på vejen for en inkarneret neglebider/piller! Mirakelkuren findes nok ikke, men Heromes “bye Biting” og en god portion motivation har været den rette vej her. Så nu vil jeg bare holde fast og satse på, at jeg om et par måneder stolt kan fremvise nogle virkelig flotte negle.

Kram herfra og god ny uge til jer