Vores komplicerede boligsituation

Jeg har før nævnt noget om vores boligsituation, som er lidt kompliceret.

Lillejuleaftens dag 2016 skrev vi under på en købsaftale til vores nye hjem. Her flyttede vi ind i marts 2017. Jeg er vild med det hus. Det er en landejendom med fred og ro, langt fra vejen og med marker og bække til alle sider. Et 40 meter langt etplans-hus, der tidligere var delvist stald, som var renoveret med flere af de gamle elementer bevaret. Det er ikke et perfekt hus, men det er så charmerende, og vi var vilde med det.

Lars’ forældre har de sidste mange år boet på hovedgården, et par kilometer fra vores hus. Det er derfra landbruget drives. Men sidste forår blev en ejendom sat til salg, som de af flere grund måtte og gerne ville købe. Her ville de gerne bo og spurgte os, om vi ville flytte op på hovedgården. Jeg var lidt skeptisk, for vi var jo glade for vores eget hus, som vi havde købt kun 1,5 år tidligere. Planen havde hele tiden været, at vi skulle overtage gården, men det lå noget længere ude i fremtiden. Det var derfor vi valgte at købe et hus selv, så vi kunne flytte ud af vores lejlighed.

Jeg var jo gravid og syntes, at vi blev tilbudt et dejligt hus, men udsigten til at skulle flytte med et spædbarn, fristede mig overhovedet ikke. Jeg nævnte mange gange, at vi jo ikke vidste, hvilket barn vi ville få. Og med den betingelse, at vi først ville flytte, når vi var klar, sagde vi ja.

Jeg fik ret i, at det kunne blive uoverskueligt med en baby. Det var det. Men huset blev sat til salg, og med hjælp fra gode venner og familie fik vi malet og flyttet op i det nye hus. Her bor vi så nu. Og selvom jeg savner vores gamle hus, så er her også dejligt. Lars kan nemmere kigge ind i løbet af dagen og sige hej, og vi snakker med farfar næsten dagligt. Så det er rigtig rart og jeg tænker, at det er en fordel, når man har en far, der arbejder rigtig meget.

Kram herfra

Skriv et svar